Fødselsdagslagkage

Som jeg fortalte om i et tidligere indlæg (læs her), lavede jeg en super lækker fødselsdagslagkage i anledningen af min fars fødseldag. En velsmagende sommerlig lagkage, som jeg her vil dele opskriften på.

Til 8 personer

Bunde

  • 50 g smør
  • 3 æg
  • 175 g hvedemel
  • 200 g rørsukker
  • 1 dl mælk
  • 50 g kakao
  • 2 tsk. bagepulver
  • 1/2 tsk. vaniljepulver
  • 1 knivspids fint salt
  • 40 g mandler
  • 40 g mørk chokolade

Vaniljecreme

  • 15 g majsstivelse
  • 2 vaniljestænger
  • 1 æg
  • 3 dl mælk
  • 40 g rørsukker
  • 1/2 liter piskefløde

Pynt

  • 250 g friske jordbær
  • 250 g friske blåbær
  • En håndfuld vaniljefudge
  • En håndfuld karamelkugler
  • Frisk Mynte
  • Evt. små Dannebrogsflag på pind

Fødselsdagslagkage

Sådan gør du

Bunde

  1. Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
  2. Smelt smørret i en lille gryde, og lad det køle af.
  3. Pisk rørsukker og æg til en lys og luftig masse med en elpisker.
  4. Bland mel, kakao, bagepulver, vanilje og salt i en anden skål og sigt det over æggemassen. Vend forsigtigt rundt med en dejskraber til dejen er ensartet.
  5. Kom det smeltede smør og mælk i dejen og vend til dejen er ensartet.
  6. Hak mandler og chokolade fint og rør det i dejen.
  7. Beklæd bunden af en springform (ca. 25 cm) med bagepapir, og smør siderne med smør.
  8. Fordel dejen i springformen og bag kagen i ovnen i ca. 25-35 min. Tjek dog løbende med en strikkepind eller lignende, om kagen er færdigbagt – når der ikke er dej på strikkepinden, er kagen bagt færdig.
  9. Lad kagen køle helt af.

Vaniljecreme

  1. Æg og majsstivelse piskes godt sammen i en lille gryde.
  2. Tag kornene ud af vaniljestængerne med en lille kniv, og adskil kornene med lidt af rørsukkeret.
  3. Kom vaniljesukker + tomme stænger, mælk og rørsukker i gryden med æg og majsstivelse og kog massen op under omrøring.
  4. Når cremen har slået bobler i ca. 1 min. og er tyknet, tages den af varmen og kommes i en skål. Beklæds skålen med husholdningsfilm, således at filmen ligger helt tæt til vaniljecremen.
  5. Køles af i køleskab i min. en time.
  6. Når cremen er afkølet fjernes de tomme vaniljestænger, og cremen piskes kort med en elpisker til den får en blødere konsistens.
  7. Pisk fløden til flødeskum, men kun til du netop kan vende skålen på hovedet, uden skummet falder ud. Det er vigtigt, at den ikke bliver for stiv.
  8. Tag ca. 1/3 af flødeskummet og bland det med vaniljecremen. Vend derefter denne masse forsigtigt sammen med resten af flødeskummet med en dejskraber til cremen er ensartet.

Pynt og samling af lagkage

  1. Befri bunden fra springformen og del bunden i to lige tykke bunde med en savtakket kniv.
  2. Drys lidt rørsukker på kagefadet, så er kagestykkerne lettere at befri, når der skæres i den færdige lagkage.
  3. Vask springformen ren og placer ringen på kagefadet. Brug kageplast eller lignende langs kanten og læg efterfølgende den nederste bund i formen.
  4. Rens jordbær og skær dem i halve. Placer jordbærrene med skærefladen mod ringens kant hele vejen rundt.
  5. Fordel ca. halvdelen af vaniljecremen på bunden. Skær de overskydende jordbær i kvarte, og fordel lidt i vaniljecremen + lidt karamelkugler. Dæk til med ca. halvdelen af det tilbageværende vaniljecreme.
  6. Læg den øverste bund på og fordel den resterende vaniljecreme herpå.
  7. Pynt lagkagen med jordbær, blåbær, karamelkugler, vaniljefudge (jeg skar fudgekuberne i små flade trekanter), frisk mynte og evt. Dannebrogsflag ca. en time før servering.

IMG_9192

IMG_9196

Velbekomme!

Kommenter